Velkomst Pjecen til nye familier

Kære forældre

Velkommen til Eventyrhaven.

Vi glæder os til at møde jer.

Det er meget vigtigt for os her i huset, at der er en god stemning. Vi bestræber os på at have et godt samarbejde med jer, så både I og jeres børn føler jer velkomne. Vi anbefaler jer forinden start i Eventyrhaven at læse på vores hjemmeside. Her kan I få et indblik i vores pædagogiske værdier, om hvordan vores hverdag kan se ud.

 

For at skabe en glidende overgang og for at skabe tryghed for barnet, vil vi bede jer om at tage noget med hjemmefra, som har betydning for jeres barn, f.eks. en bamse.

 

Særligt for nye vuggestuebørn:

Inden jeres nye vuggestuebarn starter, tilbyder vi en samtale, enten hjemme hos jer eller i Eventyrhaven. Vi har god erfaring med at møde de nye familier i deres egne trygge rammer. Det er med til at styrke samarbejdet og relationen mellem familie og institution.

Indkøringen af jeres barn går meget lettere, fordi I som forældre får mulighed for at fortælle personalet om jeres barn i rolige omgivelser og I kan få stillet spørgsmål til personalet omkring den nye tid der er i vente.

De første par dage i indkøringen af jeres barn, går med at etablere en tillidsfuld kontakt imellem barn og personale.

 

Starten i Eventyrhaven:

Det er en stor ændring i børnenes tilværelse at begynde i ny daginstitution. Det gælder både yngre og ældre børn. Derfor er det vigtigt, at både I og vi giver tid til en rolig start.

 

Nogle børn græder i begyndelsen, når I går fra dem om morgenen. De helt små forstår endnu ikke, at I kommer tilbage senere og henter dem. Så kan det godt være svært at gå fra barnet, men vink farvel alligevel – gå aldrig uden at sige farvel. Som regel holder barnet op med at græde, så snart I er ude af syne, men er I urolige, er I altid meget velkomne til at ringe og høre, hvordan det går. Hvis barnet er helt utrøsteligt, så ringer vi til jer.

Da børn er forskellige individer med forskellige behov, kan indkøringer se forskellige ud. Vi har erfaring med at det tager ca. 2 uger at kører et barn godt ind.

 

Vi anbefaler at I som forældre i barnets 3 uge, har mulighed for at hente efter frugt ved 14:30 eller når personalet finder det nødvendigt. Indkøringen ønsker vi som en positiv oplevelse for barnet og jer forældre, og vi ved, at der dannes mange nye indtryk i denne periode for barnet, jer forældre og jer som familie. Derfor spørg endelig personalet og del gerne jeres børns oplevelser i denne proces, f.eks. hvad spiser I til morgenmad, hvordan har jeres morgen været etc.

Efter 3-6 måneder tilbydes i en samtale med stuens personale, for at få skabe et rum hvor vi kan tale starten igennem.

 

KBH forældre:

 Når Jeres barn starter i Eventyrhaven er det vigtigt, at I en af de første dage, via computer, tablet eller mobil, går på adressen:         www.kbhforældre.dk

 I skal bruge jeres nemid, for at logge ind. Her opretter i jeres barns kartotekskort og informationer om, hvad jeres barn må deltage i og om hvor de billeder vi tager, må bruges. Det er også her i opretter aktiveringskode til app’en Kbh forældre til smartphones.

 På App’en kan I melde jeres barn syg, skrive hvis der er andre der henter og ændre afhentningstid. I kan også læse dagbogen og se hvad aktiviteter vi har planlagt for den kommende uge.

 

Praktiske informationer og retningslinjer kan læses på vores hjemmeside.

 

 

Samarbejde mellem jer og personalet:

Vores forventninger til jer:

  • I giver besked til os om morgenen, hvis der er noget særligt vi skal være opmærksomme på, hos jeres barn
  • I tjekker jeres børn ind og ud.
  • I skriver på Kbh forældre, hvad tid I afhenter jeres barn, eller hvis andre skal hente. 
  • I siger til os hvis der er noget, I er i tvivl om eller undrer jer over.
  • I fylder op, holder orden og rydder op i jeres barns garderobe.
  • I holder jer ajour med beskeder og invitationer på Kbh forældre og kommer til vores møder.
  • I hjælper os med at gøre fælles arrangementer gode. Fx ved at gribe ind, hvis jeres barn er involveret i lege der giver larm og tumult.

 

Nøgleord for et godt samarbejde mellem os og jer er:

  • Tryghed: Vi skaber tryghed, så dialogen kan være åben.
  • Forældreinvolvering: Både i hverdagen og ved arrangementer.
  • Rådgivning: Vi giver gerne gode råd, når vi har dem eller undersøger hvad rådet kan være, hvis vi ikke ved det. Ligeledes modtager vi gerne gode råd, når det gælder jeres barn.
  • Gensidig respekt: I kender barnet bedst, og I har forventninger til os. Vi har rutiner og faglig viden. Disse to verdener må mødes så respektfuldt som muligt.
  • God kontakt: Intet er for småt at tage op, så henvend jer til os, hvis der er noget, I undrer jer over og vi uddyber gerne hvorfor vi gør som vi gør pædagogisk/didaktisk.
  • Personlig oplysning: Hvis der er informationer som vi ikke skal involvere barnet i, går vi i et andet rum og taler om det.

 

 Det vigtigste er, at I oplever Eventyrhaven som et trygt og udviklende sted, hvor jeres barn er glad for at komme.

Det bestræber vi os på at opfylde.